fredag den 24. maj 2013

Endelig en dag med tørvejr!

Nu er regnvejret heldigvis overstået igen og det er tid til at trække udenfor.

I dag har været stille og rolig efter en torsdag med HPV vaccine, tur til storbyen og hygge med en veninde, men Fie har jo altså energi, så der er ikke tid til at hvile på laurbærene.

I dag har været store-køre dag, hvor vi har været i Jem og Fix og fået indkøbt lidt varer jeg skal bruge til at måle og planlægge mit næste projekt udenfor.
Jeg vil nemlig gerne have et træhegn op og da jeg ikke har det største økonomiske råderum har jeg besluttet mig for et skagenshegn. Nu skal jeg bare måle op og så kan alting blive bestilt.

Nå, hvad har vi så trænet i dag?

Mundtlig tilbagekald, på plads og frigivelse i hundeskoven gik rigtig godt i dag. Hun var meget lydhør og blev omkring mig, med forbehold for man er jo altså en jagthund og der skal snuses. Hun var rigtig dygtig til at holde øje med mig og komme til det rigtige ben.


Jeg har gennem det sidste stykke tid kørt jord på et nyt bed jeg har lavet og Fie synes altså det er så hyggeligt og grave og gemme ting deri. Så ved jeg da også bare hvor hun gemmer sine ting!



Men det har været en lang dag for hende, kørsel rundt i landet, hundeskoven og lidt hyggeleg på gulvet, så nu er det vist tid til en lur - måske endda også til mig!


tirsdag den 21. maj 2013

En Tur I Skoven - med bagtanke

I dag var lidt af et kampløb om tiden. Det skulle nemlig begynde og regne i følge DMI lidt senere, så af-sti-af-sted i hundeskoven og få løbet den lille træt.

Jeg er stor fan af hundeskove, jeg synes det er skønt at der er mulighed selv i de store byer og slippe hundene løs og bare lade dem løbe. Især Fie er stor fan af disse ture. 



Desuden er det et rigtigt godt sted og møde andre hunde, andre hundeejere af mange forskellige støbninger. 
Bare i dag har vi mødt og leget med en kær lille dobermann, en bulldog og en halv hest. (Altså en af de rigtig store hunde). Det er desuden hyggeligt lige og snakke lidt med de andre, både hunde men også mennesker. 


Jeg havde dog en bagtanke med turen i dag. Jeg ville træne henkald i et stressende milijø. Min hundeskov ligger lige imellem to befærdede indfaldsveje til byen og Fie elsker og løbe efter biler. Så jeg brugte miljøet til at træne hende til at holde øje med mig når vi går tur. 
Mundligt genkald kan hun sagtens, komme når jeg kalder, men hun er ikke forfærdeligt dygtig til at holde øje på mig. Miljøet er bare så dælen spændende. 

Det jeg tænkte med øvelsen var at hun skal følge efter mig, det er ikke hende der skal sige til mig hvor vi skal hen. I sidste ende selvom hun løber foran mig, så er det mig der bestemmer hvor vi skal hen. 
Desuden er hunde flokdyr, så de vil helst følge flokken og det skal man bare bruge når man træner henkald uden lyd eller opmærksomhed fra hunden. 

Hver gang jeg synes hun løb for langt væk fra mig stoppede jeg brat. Holdt hun ikke øje med mig, vendte jeg om hurtigt om og gik den anden vej. Lige så snart jeg kunne høre hendes trin komme nærmere stoppede jeg. Så vil jeg have hende ind på plads. Hun skal sætte sig ned og blive frigjort igen. 

I starten forstod hun ikke hvad dælen der foregik, men tricket er at blive ved. Forstår hunden det ikke første gang, tiende gang eller måske tyvende gang så bliv ved indtil hunden forstår det. Det skal nok ske. 

Vi trænede det i cirka 40 minutter og til sidst gav hun mig de check-inns jeg vil have, samtidig med at hun kom tilbage når jeg stoppede op. Gå ind på plads og sætte sig kom aldrig helt på plads, men det er og første gang jeg trænede det i et stresset miljø, så jeg er stadig fuldt fortrøstningsfuld. Det skal vi nok lære.



mandag den 20. maj 2013

Starten På Noget Stort

Goddav'

Mit navn er Malene. Jeg er midt i tyverne, stadig under uddannelse og så har jeg en lille cocker spaniel der fylder rigtig meget i mit liv.


Det var dengang hun var helt lille og ny, klædt i et kattehalsbånd fordi det var det mindste jeg kunne finde. Det tog rigtig lang tid før hun dimiterede fra kattehalshånd til stor-hund halsbånd. 

Jeg besluttede mig for seks måneder siden at min familie skulle udvides med en lille ny og efter lidt kiggen omkring besluttede jeg mig for at invitere en lille Cocker Spaniel ved kaldenavn Fie ind i mit hjem, men også mit hjerte. 

Jeg havde det som om og har det stadig, som om vi er sjælevenner. Vi ved ikke noget bedre end at gå en tur i hundeskoven eller stranden. Nu er vandet jo heldigvis blevet lidt varmere, så vi har allerede fået dyppet tæerne lidt. Ja, Fie endda lidt mere. 


Jeg synes det er så skønt og se Fie lære og vi bruger en blanding af clickertræning og mundtlig træning, men uden alt skælderiet. Jeg vil have en ven for livet, ikke en slave der gør hvad jeg siger fordi hun frygter min reaktion. 
Jeg var desværre lidt naiv, da hun blev velkommet indenfor i hjemmet for jeg under vurderede det arbejde der lå i liv med hvalp, men jeg er kommet efter det og vi lærer sammen. Blandt andet ved hjælp af internettet. Ligesom der er make-up Gurus på YouTube så er der altså også hunde-trænings-gurus at finde, bare man ved hvad man leder efter. 



I den kommende tid vil jeg dele mine tanker omkring livet som ledig, snart studerende, min hund, min træning, mine inspirationskilder osv.

Hos mig er det kun fantasien der sætter grænser.